Back To Nature nyhedsbrev
November 2017
Kære Back To Nature medlem
I skrivende stund er der nok mange BTN-medlemmer der har pakket campingvognen/camperen væk for vinteren,
men der er også en del som nyder campinglivet i vintersæsonen. Man kan jo i dag for små penge optimere sin vogn
med f.eks. gulvvarme, effektive ventiler til blæservarmen m.m. Jeg kan kun anbefale at opleve naturen i sin
campingvogn om vinteren. At gå ture i naturen og så komme tilbage til en lun campingvogn og nyde en god kop the
eller kakao er bare hyggeligt.
Som vi tidligere har orienteret om på vores Facebook-side og hjemmeside er Campingrådet under
konkursbehandling. (se særskilt skrivelse nederst )
Det betyder at Back To nature ikke kan tilbyde CKE-campingpas for året 2018. Tidligere har campingpasset fungeret
som medlemskort for de som havde tilkøbt dette, men i år vil alle medlemmer modtage et BTN-medlemskort.
Kontingentet er for året 2018 uændret kr. 150.00.
Husk – at betale kontingentet i god tid, så du kan få rabatterne på vore samarbejdspladser til næste år også.
Som medlem af Back To Nature er det vigtigt at du følger med på vores hjemmeside www.backtonature.dk og evt.
også på Facebook-siden BTN. Her vil alle nyheder, annoncering af træf, beskrivelser og fotos fra afholdte træf m.m.,
blive slået op.
I november i år er der afholdt to dejlige spontantræf:
Juletræf Øst på Byaasgaard Camping d. 10. – 12. nov. – Arr. Ingrid & Steen Larsen
Juletræf Vest på Toftum Bjerge Camping d. 17. – 19. nov. – Arr. Grethe & Ryan Jensen
Kommende træf:
Forårstræf Vest i St. Bededagsweekenden d. 27. – 29. april 2018. Program og sted på hjemmesiden.
Forårstræf Øst i Kr. Himmelfartsweekenden d. 10. – 13. maj 2018. Program og sted på hjemmesiden.
En bid af Nordjylland 4 i uge 23 – den 3. – 9. juni 2018 på Tolne Camping. Spontantræf Arr. Anne-Marie & Jørn Brader.
Midsommerfest i Dalarna i Sverige den 21. – 24. juni 2018. Spontantræf Arr. Addy og Gert Romme.
Bestyrelsen ønsker alle en glædelig Jul og et rigtigt godt nytår. Vi håber at se
rigtig mange af Jer på BTN-træf i det nye år.
Med venlig hilsen
Tommy Hansen
Formand Back To Nature.
Campingrådet konkurs.
Campingrådet har i slutningen af oktober indgivet konkursbegæring til Sø – og Handelsretten.
Konkursen skal ses i lyset af at Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen i foråret 2017 fastslog at Campingrådet i strid med konkurrenceloven har vedtaget, at campingpladserne skulle forlange, at deres gæster foreviste eller købte et af Campingrådet udstedt Campingpas – CKE kortet – til en fastlagt pris.
En sådan aftale har Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen fundet i strid med lovgivningen, fordi det er til ugunst for forbrugerne. Sagen er overgivet til efterforskning ved SØIK (Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet). Der er endnu ikke fastlagt et bødekrav.
Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz udtaler:
Campingpladserne er individuelle erhvervsdrivende virksomheder, som ikke må samordne priser og andre kommercielle konkurrenceparameter, Det er selvsagt ingen undskyldning, at det sker i regi af den paraplyorganisation, hvor branchens organisationer er medlemmer. Konkurrencerådet påbyder på den baggrund blandt andet, at Campingrådet straks bringer de to vedtagelser til ophør. Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen har i sin behandling af sagen vurderet, at vedtagelsen om alene at acceptere CKE – passet har til formål at udelukke udbydere af konkurrerende campingpas. Samtidig har vedtagelsen om at sælge passet til ens priser haft til opmål at begrænse priskonkurrencen mellem campingpladserne. Begge dele kan i sidste ende have medført højere priser til skade for forbrugerne.
Campingrådet var en paraplyorganisation for en stor del af de danske campingpladser, samt flere forbruger/campingforeninger – herunder Dansk Caravan Klub, Back to Nature med mere.
For en del år siden valgte den siddende bestyrelse og Back To Nature’s medlemmer at BTN skulle melde sig ind i Campingrådet, da BTN på den måde selv kunne udstede campingpas til egne medlemmer og dermed kunne fortjenesten på disse komme BTN til gode i stedet for en anden campingforening eller campingplads skulle score den fortjeneste. BTN har ikke i de senere år i været repræsenteret i CR’s bestyrelse.
Senere forhørte Back To Nature sig i Campingrådet om vi måtte sælge CKE-campingpasset til en lavere pris, men fik afslag på dette da passet skulle koste det samme alle steder. Denne praksis fra Campingrådets side har nu vist sig at være ulovlig.
I Back To Nature har det altid været frivilligt om man ville have campingpas fra BTN i forbindelse med medlemskab og i den nuværende situation er foreningen ikke i stand til at levere et campingpas til vore medlemmer for 2018.
Hvis man har brug for at købe et campingpas af en eller anden campingorganisation bedes man selv undersøge hvor det købes.
Som medlem af Back To Nature modtager man et medlemskort gyldigt for det det påstemplede år og dette bruges som bevis for at man er berettiget til rabat på vore samarbejdspladser. Dette medlemskort er for 2018 udvidet med flere oplysninger, så det kan bruges som legitimation ved indtjekning på danske campingpladser.
Det er endnu usikkert hvordan de danske campingpladser vil kræve legitimation af campisterne, men det er vores indtryk at mange pladser vil acceptere almindelig legitimation, såsom kørekort og lign.
Bestyrelsen vil i løbet af foråret undersøge hvad vore samarbejdspladser kræver af legitimation, samt følge udviklingen på området, så vi evt. senere kan tilbyde en anden camping-ID til vore medlemmer. Ultimo november vil jeg sende et nyhedsbrev ud til alle medlemmer.
På bestyrelsens vegne
Tommy Hansen,
Formand
Back To Nature.