Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Smålands Stævne

4. oktober 2014

Smålands Stævnet 2014 

Småland – tur-natur: Efter de lange og lyse smålandske aftener kommer den mørke og dystre tid. Netop i denne overgang har naturen sine smukkeste farver. Og derfor har vi lagt stævnet på netop dette tidspunkt, hvor vi stadig kan nyde de sidste dejlige og lune dage sammen med gode venner, inden naturen ændrer skovens karakter, og sneen lægger sig højt for de næste 5-6 måneder. . 

Stævnet foregår i den smukke Smålandske natur, der overalt er præget at dybe skove, lange seje bakker, klipper med enorm udsigt samt dybe dale med fossende elve og store søområder. Og her, hinsidan, omtales Småland med vanlig beskedenhed som ”vår sydligaste vildmark”. Men Smålands 3 länder er også præget af sin dramatiske historie, og gemmer desuden på overflod af vild overtro og frodige eventyr. Her tager vi ikke trolde, kæmper, nisser og andet godtfolk ind om natten, og kommer man med et åbent sind, oplever man simpelt hen dem alle. Andre kan hente inspiration i Sago-museet (sago = sagn), for noget så vigtigt har vi selvfølgelig også.

Stævnet præges af store naturoplevelser blandet med lidt kultur og lidt historie men med masser af hyggeligt samvær.

Rullende stævne, hvor vi flytter mellem 3 hyggelige natur-campingpladser med fællesrum, hvor vi tilbringer aftenerne.  

Stævnet foregår i uge 41 – altså fra lørdag d. 4. til søndag d. 12. oktober.

Børn er selvfølgelig særlig velkomne her i Niels Holgerssons og Pippi Långstrumps hjemland. Men lad os gerne vide det, for så vil vi forsøge at justere lidt på aktiviteterne.

Højst 12 vogne hvis det skal være hyggeligt, – og det skal det. Der er endnu få pladser tilbage, så hvis I vil nyde denne ganske særlige årstid i hyggeligt selskab, så lad os vide det meget hurtigt. – Og husk, at tid er faktisk den eneste ressource, der ikke kan gemmes til senere brug.

Tilmelding til rommesmallland@bahnhof.se. Og vi beder alle, også dem der tidligere har tilmeldt sig, om at bekræfte tilmeldingen, så vi præcis ved, hvor mange vi bliver. Bemærk, fra 1. juli til 26. august er vi helt uden for både pædagogisk- og anden rækkevidde.

Dette års plan er netop nu under udarbejdelse, og aftalerne kan faktisk ikke færdiggøres, før vi kender deltagerantallet. Men højdepunkterne bliver formentlig flere former for unik glaskunst og måske guld- eller skiffermine men i hvert fald ganske solide naturoplevelser krydret med masser af dansk hygge.

Vi ønsker alle en rigtig god sommer, men lad os nu høre fra jer først. 

Hilsen,
Addy & Gert

 

 

 

Detaljer

Dato:
4. oktober 2014

Skriv et svar