Midsommerfest på Sollerön 2018.

Det var en flok forventningsfulde campister fra hele Danmark, der havde sat hinanden stævne på Sollerö Camping for at fejre øens ældgamle traditionelle midsommerfest med pyntet midsommerstang og tilhørende folkesagn, der måske går mere end tusind år tilbage i tiden.

Desværre forhindrede kulden og blæsten på netop midsommerdagen, at vi blev alt for magiske af blomsterkranse og andet ukrudt på hovedet netop på årets længste og mest magiske dag, der i øvrigt rent astronomisk altid falder på en fredag i Sverige.

Men vi var absolut delagtige i, at midsommerstangen, der siges at være et fallossymbol, blev pyntet flot til de oprindelige guders ære. Og vi heppede da også ganske godt på, da stangen blev rejst, medens Mora-folkedanserne, i deres fine traditionelle dragter, kunne gøre det, som ifølge traditionerne skulle gøres, for at den rette magi kunne indfinde sig.

Derefter var der folkedragtopvisning af campister i flotte dragter, og skal man klæde sig rigtigt fint, gør man det ikke i kjole og hvidt men i sin hjemegns karakteristiske folkedragt. Og der blev også spillet, sunget og danset lidt omkring stangen til de ældgamle børnesange, der faktisk oprindeligt var for alle aldersgrupper. Men både vores og andres interesse for at deltage var desværre borte med blæsten fra den stride vind, der jog ind fra den store Siljan-sø, der er på Fyns størrelse. Desuden blev flere planlagte arrangementer desværre aflyst for at beskytte de kostbare dragter, der taltes om priser på op mod 120.000 kroner. Og trubaduren, der skulle underholde ved det planlagte langbord med den traditionelle midsommermad, måtte spille i den stride blæst for 3 stærkt berusede svenskere. – Det var tydeligvis ikke Prips svag-øl de havde indtaget mest af.

Men – en dårlig generalprøve giver jo en succesfuld forestilling. Og næste dag var vejret absolut meget bedre, og vi holdt vores forsinkede midsommermiddag i et lukket hus med udsigt over vakre Siljan med fjeldene i baggrunden.

Dag for dag blev vejret blev både varmere og meget bedre. Og søndagen bød på en ret stor oplevelse for os alle. For øens beboerforening havde besluttet at give os en lidt sælsom men absolut spændende oplevelse. Det var friluftgudstjeneste på den hyggelige gamle hembygdgård, hvor de har opbygget deres eget kombinerede vikinge- og frilandsmuseum – og i øvrigt for egne penge.

Specielt for vores skyld var gudstjenesten med integreret børnekor, kirkekaffe og velsmagende hjemmebag. – Samt ikke mindst med et eksternt ægtepar der spillede på de urgamle instrumenter som f.eks. dyrehorn og lur lavet af træ. Bl.a. gav de eksempler på alle de vigtige signaler, som man sendte til hinanden fra fjeldtop til fjeldtop, om sommeren hvor mange levede sammen med dyrene på øde fjelde. F.eks. – ”hvad er klokken”, – ”der er rovdyr, så vi samler dyrene sammen”, – ”en ko er blevet væk”, – ”koen er selv kommet hjem, led ikke mere” og så videre. Og gudstjenesten indledtes i øvrigt med et hornsignal nede fra engen, der betød, ”kom til gudstjeneste”.

Derefter havde vi fået 2 ualmindeligt velengagerede guider – Margit og Astrid. Margit på 82 år ved alt om livet på øen gennem de senere århundrede, og kender alle de gamle Sollerö-familier og deres familie-krøniker, og hun viste et gammelt hus frem, hvor både storfamilien og tjenestefolk levede sammen i storstuen på omkring 16 m2. Og hun bekræftede, at kvinderne strikkede 2 par sokker, når de var undervejs til fods fra øen til byen Mora, samt selvfølgelig 2 andre par på hjemvejen. Det var meget fattige tider, og ingen gik uden at arbejde med noget.

I øvrigt kunne Margit tale det oprindelige Sollerö-sprog, der næsten var identisk med old-islandsk. Og for ganske kort tid siden havde man fundet ud af, at deres traditionelle kædedanse, hvor man i timevis danser frem og tilbage i rækker til gamle folkesagn, har dansetrin, der er identiske med færøske kædedanse.

Astrid, der egentlig var norsk-tysk og vokset op i Bayern, er deres vikingeekspert, der stolt viste deres vikingesamling frem i et andet ældgammelt hus. Og derefter blev det til en solid vandring i sommervarmen rundt på den del af øen, hvor man havde gjort sine vikingefund. Hun fortalte, at vikingerne på Sollerö formentlig havde været både meget velhavende, samt havde haft stor indflydelse – bl.a. i Rusland og på styret af Danmark, og de havde selvfølgelig handelsforbindelser til bl.a. Rom og Konstantinopel. Men på grund af diger-døden (den sorte død) i 1.300-tallet var både velstand, indflydelse og mindet om fortiden gået tabt, og derefter var øboerne en meget fattig befolkning uden slaver, der måtte arbejde hård fra solopgang til solnedgang, og trods dette sultede de sammen med deres husdyr en del af året.

Vores mandag begyndte på det husflidsværksted, hvor de skabte de kendte og dekorative Dala-heste af træ. Oprindelig var heste hellige dyr for vikingerne. Og børnenes leg med små primitive trækheste tolkedes af præsterne som hedensk, og en provst skrev til kongen, at han kunne bevise en kontakt direkte fra børnenes træheste til fanden selv. Men det vi så var absolut intet hedensk, tvært imod var det kommercielt ud over alle grænser.

Mandag eftermiddag stod i sejlturens tegn. Vi var på en stille og meget behagelig tur med 142 år gamle M/S Gustaf Wasa på den store smukke sø, hvor vi også indtog lunch, måltidsdrik (mineralvand) samt kaffe og småkager. Skibet var bygget til Siljan, og har gjort tjeneste som dampdrevet fragtskib på søen, senere kombineret fragt og passagerskib, og efter et forlis er hun nu rent passagerskib med dieselmaskine. Det gamle totalfredede skib drives af en veteranforening, hvor medlemmerne til dagligt er søfolk på store færger, men tager fri i sommerhalvåret for at passe deres temmelig kostbare hobby.

Tirsdag var vemodig farvel-dag, hvor de fleste kørte hvert til sit. Vi var dog 2 familier tilbage, der overværede konkurrencesejlads med de gamle kirkebåde lige uden for campingpladsen. Kirkebådene er faktisk vikingernes gamle snekker, der stadig bygges efter de 1.000 år gamle metoder, hvor man ikke saver i træet, men flækker det med kiler, til man får passende bræddetykkelse uden at skade træets fibre. Det var et rigtig flot syn at se disse gamle ”vikingeskibe” med 20 roere og en styrmand nærmest flyve frem på vandet. Og hastigheden, 16 km/h, var ganske stor. Også kvindeholdene klarede sig ganske godt, men de sejlede absolut ikke lydløst, for høje rytmiske lyde der skal skræmme andre besætninger er åbenbart obligatoriske.

Nu har vi kun minderne tilbage af denne tur, der har kostet så mange timers kontaktsøgning og planlægning over et helt år, men det har absolut været det værd. Blandt andet fordi hele holdet tålmodigt har hjulpet med at få det hele til at ”glide”, og det skal holdet have meget ros for. Og ikke mindst Finn Munch har lagt et meget stort arbejde i denne tur.

I øvrigt regner vi med, at Back To Nature har fået en god og konstruktiv ven i Christer Persson fra Caravan Club Sweden på Sollerö Camping, som vi formentlig ser til et forårstræf i Danmark i 2019. Og hvis bestyrelsen eller andre vil noget med CCS, så er kontakten formentlig banet.

Tilbage er så blot at gøre opmærksom på, at foreningen er medlemmernes ejendom, og at den aldrig bliver bedre, end medlemmerne gør den til. Så hvis nogen brænder for at skabe sit eget træf, så kan vi kun anbefale, at I realiserer det. Det er ikke svært, og BTN er faktisk den helt ideelle ramme for dette, desuden findes der medlemmer med stor erfaring overalt i landet, som formentlig meget gerne vil medvirke med viden og erfaring. Og vores håb er, at nogle kan finde sammen om et fast påske-træf i Nordtyskland, der har så meget interessant at byde på, og til Oster = påske, er der jo Osterfeuer om lørdagen – altså meget stort bål med tilhørende øl og pølsefest.

Gert