VIGNETTER IGEN I ÅR – NYE GEBYRKØBMÆND OG NYE PRISER.
Gebyr motorveje og visse tunneller er et vildtvoksende problem. Vi har lige købt vores vignetter til den kommende rejse (5 stk hver vej), og kan konstatere, at antallet af uautoriserede baggårdssælgere formentlig er mere end fordoblet siden sidste år. Og også prisen har tilsyneladende fået et lille nyk – man har jo hørt om inflativ udvikling.
Man kan nok ikke kalde disse gebyr-købmænd for useriøse, for jeg tror, man får de vignetter, man betaler for. Problemet er egentlig kun, at de køber til ordinær pris, og lægger deres fortjeneste ovenpå denne pris, inden de sælger vignetten videre. Og her er 30-35% fortjeneste ovenpå den ordinære pris tilsyneladende ved at være det normale.
Når man skal købe, er det ganske vanskeligt at gennemskue disse gebyr-købmænd, for de har udarbejdet hjemmesider, med flag, logo og andet manipulerende udstyr, der på overbevisende måde antyder, at dette er landets officielle og autoriserede sælger. Nogle giver endda indtryk af, at de repræsenterer EU-kommissionen, og sælger vignetter til alle lande. Faktisk ser flere af dem mere overbevisende ud end de officielle nationale sælgere. I øvrigt har jeg i år set en, der ligefrem sælger elektroniske vignetter til Forbundsrepublikken – altså lige ned i egen lomme.
Altså – hvis I vil købe vignetter til den officielle pris, så søg lidt på nettet og find frem til hvert lands officielle sælger. Et godt udgangspunkt er at se på prisen, for det afslører, at det selvfølgelig er den billigste udbyder, der er den officielle.
1044.